POPUP-shop
1. juni - 11. august 2023 i gågaden i Frederiksværk
Foreningen ‘Kunst i Halsnæs’ har fået en enestående mulighed for at låne butikslokaler i Nørregade, Frederiksværk, til en spændende popup-shop. Butikken vil være åben fra den 1. juni og frem til sommerferiens afslutning og vil fungere som et samlingspunkt for kunstnere og kunsthåndværkere fra Halsnæs.
Formålet med popup-shoppen er at give kunstnere og kunsthåndværkere i Halsnæs-området en platform til at vise og sælge deres kunst samt informere besøgende om det rige kunst- og kulturliv i Halsnæs. Besøgende vil have mulighed for at opleve en bred vifte af kunstværker og kunsthåndværk og interagere direkte med kunstnerne bag værkerne.
Den spændende idé med popup-butikker stammer fra gruppen ‘Frederiksværk Bymidte’ i ‘Frederiksværk Forum’, som aktivt arbejder for at revitalisere bymidten. I samarbejde med Frederiksværk Bymidte har en generøs udlejer stillet butikkerne til rådighed, i håbet om at den midlertidige kunstbutikker vil tilføre mere liv og aktivitet til de ellers tomme butikslokaler.
“Kunst i Halsnæs” opfordrer både lokale borgere og besøgende til at støtte op omkring denne unikke popup shop. Det er en fantastisk mulighed for en spændende oplevelse, hvor man kan udforske og måske erhverve lokal kunst og -håndværk, samtidig med at man støtter op om det lokale kunstmiljø og ikke mindst byens udvikling.
Der vil være en officiel åbningsreception for popup shoppen, som finder sted på lørdag, den 3. juni, kl. 12-14, i Nørregade 20. Her vil besøgende have mulighed for at møde kunstnerne, lære mere om deres værker og nyde en inspirerende kunstoplevelse.
Popup-shoppen vil være åben fra den 1. juni, og byder velkommen til alle, der ønsker at opleve mangfoldigheden fra Halsnæs kunstscene og lade sig inspirere af de kreative talenter. Kunstnere og kreative med tilknytning til Halsnæs er også meget velkomne forbi for at høre mere om foreningen og kunstfællesskabet “Kunst i Halsnæs”. Og man kan selvfølgelig også få årets Kunst i Halsnæs-katalog i butikken.
Åbningstider:
Før sommerferien: torsdag-fredag 11-17 lørdag 11-14
Under sommerferien: tirsdag-fredag 11-17 lørdag 11-14
ÅBNINGSRECEPTION: lørdag 3. juni kl. 12-14
Velkommen til
KUNST I HALSNÆS
“Kunst i Halsnæs” er en forening af kunstnere, kunsthåndværkere, kreative og kulturelle kræfter i og omkring Halsnæs.
Formålet med foreningen er at synliggøre det kreative miljø i det vestlige hjørne af Nordsjælland.
Det sker ved udgivelse af katalog, denne hjemmeside, Facebookside, samt afholdelse af “Halsnæs Åbne Døre” og som noget forholdvis nyt en årlig udstilling som præsenterer medlemmer af foreningen.
KLIK for at se kataloget online!
Kataloget udkommer til påske og kan hentes hos kunstnerne, gallerier, på biblioteker, kulturinstitutioner, forskellige caféer m.v.
Ønsker du nærmere oplysning om, hvor du han hente kataloget, så skriv til os på info@kunstihalsnaes.dk
Bliv medlem af KUNST I HALSNÆS
Er du kunstner, kunsthåndværker eller andet kreativt og holder til i i Halsnæs?
– eller har en virksomhed inden for kunst og kultur?
– så KIG HER!!
Kunst i Halsnæs er en non-profit organisation, du kan blive medlem ved at købe plads i årets katalog – alle midler bruges til medlemmerne.
Beløbet du betaler – dækker udelukkende omkostningerne til kataloget, hjemmeside, samt PR/annoncering af events og administration.
For beløbet får du udover annoncen i kataloget, eksponering her på hjemmesiden, via Facebookside, samt at være en del af et kreativ og kulturelt netværk.
Du kan desuden deltage i den årlige begivenhed “Åbne Atelierdøre” og 14 dages fællesudstilling – samt være en det af fællesskabet.
"Kunst i Halsnæs" udstilling 2024
1.-11. august torsdage-søndage kl. 11-16
i Ågalleriet, Hans Futtrups Sti 3, Frederiksværk
Ågalleriet ligger centralt i byen i det smukke Krudtværksområde ved åen. Ud over interessante kunstudstillinger 8-10 gange om året er selve området et besøg og en gåtur værd.
”Kunst i Halsnæs” indtager den dejlige udstillingsbygning i august.
Kunstnerne bor og arbejder spredt i hele Halsnæs Kommune, i Ågalleriet har vi fået muligheden for at præsentere dem alle på et sted. Vagterne på udstillingen kan fortælle mere, der er lokale kunstnere blandt dem.
Planlæg gerne en personlig kunstrunde – mange kunstnere og gallerier i Halsnæs har faste åbningstider året rundt, andre må kontaktes før besøg.
Stor tak til Frederiksværk og Omegns Kunstforening, Ågalleriet, for at stille lokaler og erfaring til rådighed for dette nye tiltag fra ”Kunst i Halsnæs”.
Åbne Atelierdøre
10.-11. august 2024 kl. 11-17
I weekenden d. 10.-11. august slår ca. 50 kunstnere, kunsthåndværkere og gallerer dørene op for et kig ind i kunstnerens maskinrum. Der bliver lejlighed til at se en masse kunst og høre om teknikker samt bag- og bevæggrund for de enkelte kunstværker.
Besøgene er helt uforpligtigende – du møder bare op i åbningstiden mellem 11 og 17. Du må besøge så mange eller få du har lyst til, alle står klar til dit besøg i deres værksteder, atelierer og gallerier.