Billedkunster med dejlig fart på farverne!
Hanne Melbye er keramisk formgiver uddannet fra Danmarks Designskole i København (Skolen for Brugskunst) med speciale i keramik og glas samt efterfølgende studier i kunsthistorie ved Københavns Universitet.
Hendes kunstneriske drivkraft er fornemmelsen for form, farver, proportioner og materialer – og en vedvarende lyst til at eksperimentere.
Hun har gennem mere end 40 år arbejdet professionelt med keramik, udsmykning og billedkunstneriske udtryk – og sideløbende undervist og formidlet inden for det kreative felt.
HMs praksis bevæger sig i spændingsfeltet mellem det stringente og det legende. Hun arbejder med materialer, der kræver disciplin, erfaring og teknisk indsigt – keramik, glas, beton og stentøj – men udfolder samtidig et eksperimenterende billedkunstnerisk univers i collage og maleri. I hendes værker mødes system og spontanitet; komposition, proportioner og farvelære danner fundamentet for et sanseligt og undersøgende udtryk.
Stofligheden er central i hendes arbejde. Den taktile kvalitet, som er keramikkens væsen, videreføres i hendes billeder på lærred gennem eksperimenter med forskellige materialer, strukturer og overflader. Hun arbejder bevidst med kontraster mellem matte og blanke flader, tyngde og lethed, ro og bevægelse.
Hanne Melbye har gennem årene udført en række offentlige og private udsmykninger i beton, mosaik, stentøj og akryl samt restaureringsopgaver, herunder arbejde med Erik Nyholms monumentale keramiske skulpturer for Ballerup Kommune. Hun har været medstifter af det tværfaglige Udsmykningsværkstedet “Mosaik” i Køge og har realiseret større udsmykningsprojekter i samarbejde med arkitekter og håndværkere, støttet af Statens Kunstfond.
Siden 2025 har hun eget atelier og keramikværksted i Hundested, hvor hun fortsat udvikler nye udtryk inden for både keramik og billedkunst. Hendes arbejde er løbende blevet vist på censurerede og kuraterede udstillinger i Danmark og internationalt.