Jeg er uddannet arkitekt, men det er det boligsociale arbejde snarere end at tegne bygninger, der har formet mit professionelle liv. Måske har jeg været mere interesseret i livet mellem husene end i bygningernes strukturer og linjer.
Jeg har arbejdet med billedkunst de sidste 25 år, hvor jeg har eksperimenteret med forskellige materialer og udtryksformer. I begyndelsen arbejdede jeg med maleri i den kubistiske stil. Efterhånden opdagede jeg min forkærlighed for at bruge et miks af maleri og collage, som er min foretrukne metode nu.